Usynlig elastik er en af de oversete (ti hi) hjælpere når vi syr i jersey. Det er i hvert fald min erfaring at mange ikke kender til de måder usynlig elastik kan hjælpe os når vi syr.

En af måderne er at du kan bruge den usynlige elastik som stabilisering når du syr halsudskæringer eller ærmegab på ærmeløse bluser, sådan at du undgår at sømmen strækker sig og flaner.

Sådan syr du usynlig elastik i halsudskæringen:

Her kan du se en video om hvordan du bruger elastikken til at stabilisere en halsudskæring på Karen kjolen med draperinger. Den samme metode kan du bruge, når du skal ordne den bagerste del af halsudskæringen og ærmegabene på Vandfaldstoppen.

Hvad er usynlig elastik?

Usynlig elastik er, som navnet antyder, elastik, der er gennemsigtigt. Det er selvfølgelig ikke usynligt. Men fordi det er gennemsigtigt og ret tyndt, kan det bruges i tynde stoffer uden at kunne ses fra retsiden. Og så er det i øvrigt ikke elastik, som du ellers kender det i syning. I stedet er det faktisk elastan eller silikone, der kan strække sig. Sådan ret meget ligesom gummi-husholdningselastikker, bare bedre.

Det har åbenbart skiftet navn siden sidst – der synes at være en del butikker, der kalder usynlig elastik for Engleelastik nu.

Her er nogle links jeg lige hurtigt fandt:

Stof 2000
Stof og Stil
Kølkær stof og hobby
Fjølner
Stofstedet

Sådan bruger du den usynlige elastik:

Brug elastikken til at stabilisere fx en bådhals-udskæring, før du folder sømrummet om og syr det fast (stikker det) fra retsiden.

  1. Lad bare elastikken være på rullen, men rul et stykke ud, ca den længde du skal bruge. Stræk elastikken flere gange.
  2. Sæt den ene ende af elastikken fast til vrangsiden af sømrummet i halsudskæringen. Bare med en enkelt nål, der kan holde det fast, mens du starter syningen. Det kan være en hjælp at lade enden af elastikken gå ud på den anden side af trykfoden, så du kan styre den igennem syningen. Det overflødige klipper du bare af bagefter. Jeg starter altid ved midt bag, men du kunne også starte ved en skuldersøm…
  3. Sy elastikken fast til vrangsiden af sømrummet. Brug en overlocker, eller en elastisk søm på din symaskine. Hold elastikken til (så den ikke ligger slapt), mens du syr, men stræk den ikke!
  4. Lad elastikken overlappe en smule  og stop så syningen. Klip elastikken til.
  5. Sidste skridt er lige at dampe/presse halsudskæringen, så elastikken trækker sig sammen og halsudskæringen bliver pæn. Hvis dit stof er sart, kan du nøjes med at holde dampstrygejernet over stoffet, dampe, og så presse ned med fingrene indtil stoffet er kølet af.
  6. Fold sømrummet med elastikken mod vrangen og stik fra retsiden med elastiske sting.

 

 

Vil du lære flere tips og tricks til din jersey-syning?

Så skulle du tage at komme på en af mine workshops i jersey-syning. Find workshops’ene  –> HER.