Mit problem i opgaven med den læggede nederdel var ikke helt, hvad der blev formuleret i afsnit 5. Jeg havde markeret mine snit, men havde foldet og presset dem som almindelige læg (der stod “læg” i vores opskrift, så læsningen kom an på erfaring) – Herborg redede mig, og forklarede hvad et wienerlæg var. Problemet var, at min uld absolut ikke havde lyst til at være wienerlæg, for jeg havde jo presset den … så det endte med at bliver nogle meget mærkelig og ujævne wienerlæg, som i virkeligheden bare helst ville foldes tilbage til de læg, jeg havde presset fra starten. Så problemet var nok egentlig nærmere dialogen mellem mig selv og mit materiale – hvilket jeg nu egentlig synes er en ret spændende erfaring :D

Det er så dejligt at høre, at I har kunne mærke den stemning og hygge der var i blandt os – for det er det, jeg husker aller bedst fra hele seancen: gode mennesker, som med glæde lærer fra sig og er der for hinanden.

Selvom det var skønt at være med, kan jeg huske, at det var en helt lettelse, da jeg røg ud. I afsnit 5 gik jeg fuldstændig på kompromis med mig selv. Som du skriver, så var min mission at blive færdig. I de andre afsnit har valgt at prioritere, at det jeg fik lavet, skulle være i orden. Det var direkte ubehageligt at præsentere noget, som man ikke kan stå ved. Men alt i alt har det været en af de mest spændende oplevelser, jeg nogensinde har været med til – det har virkelig været en gave, at lære så meget. Så jeg vil helt klart anbefale andre, at tilmelde sig til næste sæson! Så længe man bare husker at have sig selv med, selv i stressede situationer.

Knus fra mig!

Hvad angår nederdelen har du fuldstændig ret – mønstret var dumt! Det indså jeg også en tredjedel inde i processen og valgte faktisk derfor at ændre det til en mellemting mellem et kilt-design (altså rektangulært for oven og neden, så linjerne er HELT vandrette og pralelle med linningen) og så med vinklet søm i siden, så de fik det der match. Men ak – jeg dræbte stoffet med alt for meget direkte damp og nåede ikke den dumme hægte fordi jeg jo havde brugt tid på at ændre mønstret.
Shopperen – et GYS! Den var simpelthen så grim og umulig at arbejde med som udgangspunkt – og da særligt når de de ville se var håndsyning! Den neopren-agtige taske var dækket af et slags net, som gjorde, at man kun kunne væve ind mellem hullerne. Min første indskydelse havde faktisk været at sy en lomme på – men det gav bare ikke mening ud fra præmissen “vi vil se håndsyning”. Jeg kan faktisk ikke se, hvordan nogen af os kunne have vundet og selv da vi bagefter spurgte dommerne, hvad de de selv ville have gjort, kunne de ikke svare. Den opgave var dødsdømt på forhånd. Når det er sagt er jeg faktisk enig – Herborgs taske var SJOV! Når nu det hele var så åndssvagt anyways – så kan man lige så godt lave fis med det, og det gjorde hun på skønneste vis :-) Men hold op hvor var vi alle fuldstændigt punkterede bagefter. Det var IKKE sjovt at tage hjem efter den omgang og møde op igen fuld af kampgejst og begejstring næste dag…

Men os der var tilbage stod der igen, og SÅ skete der ting og sager (favoritopgave coming up!)